Denne del handler om, hvorfor indre uro ikke forsvinder ved at forstå mere, analysere mere eller tænke mere.
Tværtimod er det ofte netop forsøget på at forstå alt, der holder hjernen fast i pres.

Hjernen skelner ikke mellem fortid, nutid og fantasi.
Den reagerer på det, du giver opmærksomhed.
Derfor kan gamle oplevelser fortsat styre din krop, dine følelser og dine valg, selvom de ligger mange år tilbage.

Når gamle samtaler genafspilles igen og igen, når du overtænker, tvivler og forklarer dig selv, så afgiver du din psykologi til det, der engang gjorde dig lille.
Ikke fordi du vil, men fordi hjernen tror, den beskytter dig.

Resultatet er, at din mentale energi bliver brugt de forkerte steder.
For meget i fortiden eller i frygt for fremtiden og for lidt i nuet.
Når nærværet mangler, bliver det svært at være til stede i dit eget liv, i relationer og i det, der faktisk betyder noget.

Her bliver det tydeligt, at succes, ro og retning ikke kan skabes, når hjernen primært arbejder på at undgå smerte i stedet for at bevæge sig mod noget meningsfuldt.
Frygt skaber ingen planer.
Bekymringer skaber ingen handling.

Pointen er ikke, at fortiden er forkert.
Det er kun den del af fortiden, der trækker dig ned, som skal have mindre plads.
Det gode, det stærke og det, der løfter dig, må gerne være med.

Nutiden er der, hvor du kan vælge, sætte grænser og begynde at tage din psykologi tilbage.
Det er her, forbindelsen mellem gamle følelser og dit nuværende liv kan brydes.

En balanceret fordeling af opmærksomhed skaber stabilitet
en mindre del til fortiden som forståelse
en del til nuet som nærvær
og en større del til fremtiden som planlægning og retning

Når hjernen lærer forskel på dengang og nu, falder presset.
Ikke fordi noget bliver slettet
men fordi du stopper med at leve dit liv på baggrund af det, der allerede er sket.

Mange siger bagefter, at de ville ønske, de havde lært dette tidligere
ikke fordi de var forkerte
men fordi det kunne have sparet dem for mange år i indre pres.