Video 2

Når du har været udsat for psykisk vold, ændrer det ikke kun relationer omkring dig.
Det ændrer også dit syn på dig selv.

Mange begynder langsomt at tvivle på deres egne følelser, deres vurderinger og deres værdi.
Man lærer at være opmærksom på stemninger, signaler og andres behov for at kunne føle sig nogenlunde tryg.
Over tid bliver det mere naturligt at være på vagt end at være i ro.

Hjernen lærer at overleve.
Den scanner konstant efter fare, konflikt og uro.
Kroppen er ofte spændt, og tankerne kan føles hurtige og urolige.
Det betyder ikke, at der er noget galt med dig.
Det betyder, at dit nervesystem har lært at beskytte dig.

I denne del af forløbet begynder du stille og roligt at lære noget nyt.
Ikke ved at presse store forandringer igennem.
Men ved at starte i det små.

Taknemmelighed handler her ikke om store følelser eller positive tanker, du skal fremtvinge.
Den handler om de helt små øjeblikke, hvor kroppen mærker bare en smule mere ro.
En tanke der føles lidt blødere.
Et øjeblik uden alarm.

Det kan være en stille stund.
En kop te.
En god duft.
En varm fornemmelse.
Noget der giver hjernen et nyt signal.

Når du begynder at lægge mærke til disse små øjeblikke, sker der et skift.
Hjernen får erfaringer med, at ikke alt er farligt.
At der findes øjeblikke i dit liv, hvor du ikke behøver være på vagt.

Det betyder ikke, at alt pludselig føles godt.
Men det betyder, at kroppen får lov til kortvarigt at slippe alarmberedskabet.
Og det er her helingen begynder.

Over tid kan det give mere ro i kroppen.
Mindre indre pres.
Og lidt mere plads i tankerne.

Psykisk vold påvirker også relationer.
Mange mister fornemmelsen for, hvem der er gode for dem, og hvem der ikke er.
Taknemmelighed hjælper dig med at begynde at se forskel.
At lægge mærke til hvem der giver dig ro.
Og hvem der skaber uro.

Samtidig begynder dit selvbillede langsomt at ændre sig.
Du begynder at se dig selv som en, der gør noget rigtigt.
En, der tager små gode valg.
En, der har værdi.

Selvværd bygges ikke gennem store præstationer.
Det bygges indefra gennem små anerkendelser.
Og det er netop det, du træner her.

I de sidste dele bliver du inviteret til at mærke efter.
Uden at dømme.
Uden at analysere.
Bare lægge mærke til det, der er.

Måske har du valgt dig selv i dag.
Måske har nogen støttet dig.
Måske har du givet dig selv lov til at være her.

Det er nok.

Når du afslutter denne del, er det vigtigt at forstå én ting.
Hvis jeg kan lære det her, kan du også.
Taknemmelighed handler ikke om at være et andet sted.
Den handler om at anerkende, hvor du er lige nu.

Og det er et stærkt sted at starte.