I denne del bliver det tydeligt, hvad der sker, når et menneske vokser op med ord, stemninger og relationer, der langsomt former et indre billede af at være forkert.
Da jeg begyndte at forstå mine tanker, forstod jeg også noget andet
Jeg var ikke problemet
Jeg havde lært at give bestemte tanker værdi
Mange samtaler handler om følelser og oplevelser
Hvordan det føltes
Hvad der skete i kroppen
Men de forklarer sjældent, hvordan hjernen arbejder, og giver ikke altid redskaber til at stoppe de tanker, der gentager sig
Når man hele tiden graver i fortiden, bliver det sjældent bedre
Det der skaber forandring, er mentale værktøjer og forståelse, som kan bruges igen og igen
Som ung følte jeg mig forvirret og bange for fremtiden
Jeg ønskede støtte fra en voksen, der kunne anerkende mig
I stedet lærte jeg at overleve alene, mens behovet for hjælp voksede
Ord fra familie og nære relationer satte sig fast
Ikke fordi de var sande
Men fordi de kom fra dem, der burde give tryghed, kærlighed og støtte
Når sådanne ord gentages over tid, kan de blive til en indre stemme
En stemme fyldt med skyld, skam og følelsen af at være forkert
Det tog mange år at forstå, at deres ord ikke handlede om mig
De handlede om dem
Deres usikkerhed
Deres smerte
Deres uforløste mønstre
Fortiden kan føles som en skygge, der følger dig tæt
Ikke fordi du vil tilbage
Men fordi hjernen forsøger at beskytte dig mod at blive såret igen
Når du har oplevet psykisk vold, kan fortidens smerte blive levende som små indre film
Ord der gjorde ondt
Situationer hvor du blev talt ned
Blikke der frøs dig
Skyld du aldrig burde have båret
Følelsen af at være forkert
Hjernen viser dig det for at advare dig
Men det kan føles som at være fanget i det
Jo mere tid og opmærksomhed der bruges i fortiden, desto tungere bliver den mentale byrde
Du genlever ikke det gode
Du genlever det, der gjorde ondt
Hvis du kan mærke bare en lille smule mere ro lige nu, så er det ikke tilfældigt
Sådan begyndte det også for mig
Små øjeblikke af ro er ikke slutningen
De er begyndelsen